Så er hun i luften, i skrivende stund et sted over Manitoba (fladt, fladt, fladt med marker så langt øjet rækker - og det rækker langt! Er der noget, der hedder dominerende markretning?), på vej ”hjemad” mod Toronto og Hamilton. Hvis nu man har lyst til at høre om den sidste uge fra et andet point of view, så er jeg sikker på, man gerne på kigge på Annes blog også! (annelaugesen.blogspot.com)
Det kan godt være, at det bliver en roman af de længere, men der er også sket meget!
Ih, det var herligt at se et velkendt ansigt! Anne og jeg har haft det så hyggeligt trods mangel på søvn, uvenlige vejr- og busguder og skrantende helbred.
Natten til tirsdag kunne jeg naturligvis ikke sove (jatak, mutti, det kan godt være ørerne blev pæne, men behøvede jeg virkelig arve din sans for præ-rejse-søvnmangel? Måske I to i virkeligheden er lige gode om det...), havde en del ting at nå inden jeg skulle finde vej til Toronto lufthavn. Fik dog både afleveret opgave, pakket og klaret alle de andre småting og tog af sted i rigelig tid til lufthavnen. Og nu er det jeg tænker (igen): hvordan kan det være så svært? Da jeg ankom i sin tid uden bagage tog jeg en dyr, dyr lufthavns-deletaxa, hvilket jeg nu virkelig sætter pris på! Det kan da ikke være meningen, at man skal stå der i storm og støv i en halv time ved et busstoppested ved et voldsomt trafikeret motorvej for at komme de sidste 20 minutter til lufthavnen, altså... Ih, hvor lyder jeg gammel! Men helt ærligt, tænk hvis jeg havde alt mit pikpak med, det var ikke gået – jeg var blevet endnu mere 5-årig!
Turen fra Toronto til Vancouver var relativt bumlet, men ellers relativt smertefri. I Vancouver gik jeg naturligvis straks ombord i Starbucks, som er langt mere udbredt vestpå end ovre hos mig, hvor Tim Hortons er overalt (Kan man ha Hortonomi eller er det noget med planter?? Hm. Det er lidt spøjst at man her i meget høj grad køber kaffe og går sin vej. Hvad blev der af cafekultur? Men det forklarer at kaffen er så billig, når der ikke skal betales husleje af særlig mange siddepladser.) Havde en times ventetid, inden jeg skulle flyve de sidste 23 minutter fra Vancouver til Victoria på Vancouver Island. Flyet tager ikke prisen for det mindste fly, jeg har været ombord på (flyvetur over Nazcalinjerne i Peru, føj for flysyge!), men med 9 rækker kommer det fluks ind på en 2.plads. Hjulene kom nærmest ikke i luften, inden vi landede igen, og stewardessen kom aldrig op at stå... Lidt sødt at de rent faktisk flyver på sådan en kort strækning, men tænker at de aflaster Victoria lufthavn en hel del.
Anne havde fået en af rødderne til at komme og hente i bil, ren luksus. Hun gav os den store rundtur i byen, så jeg havde bare en smule mulighed for at danne mig overblik – og tror også at Annepigen lærte en ting eller to. Efter et smut forbi den lokale Starbucks gik vi dog relativt hurtigt til køjs – under dyne! Fantastisk!
Onsdag tog vi en tur ud til Goldstream Park nord for byen, som er en tempereret regnskov, rigtig rigtig fint med lodne træer. Mmmm, frisk frisk luft og klukkende bæk! Spiste medbragt mad ved et lille vandfald og følte os meget, meget langt væk fra resten af verden på den gode måde. Om aftnen var vi ude at spise supergod mad med Katja, som er på udveksling fra Tyskland. Girls night out er nu ikke at foragte!
Torsdag legede vi flittig dag, så jeg tog med Anne til campus og lavede hjemmearbejde på biblioteket mens hun var til forelæsning – og jeg var faktisk flittig! Er meget stolt! Vi spiste frokost på campus og gik en tur ned til Cadborough Bay, hvorfra man kunne se over til bjergene i Washington med sne på toppe – naturligvis med Starbucks-kaffe!
Vi spiste til aften på Swans, et mikrobryggeri ved havnefronten – mums! Og god pizza også, selv om den var lidt underestimeret i størrelsen... Var en god blandet forsamling af udvekslingsstuderende, diverse roomies og endnu en, jeg mødte da jeg rejste i Quebec. Hyggeligt ☺
Fredag studerede vi på Starbucks (nej, jeg bliver ikke betalt for hver gang jeg nævner det sted, men kaffe HAR altså bare fyldt relativt meget den sidste uge!) og forberedte os på rødvinsmiddag med alt hvad dertil hører, og efterfølgende bytur med rødderne. Øl og drinks (og mad på restauranter for den sags skyld) er relativt billigt i forhold til danske priser, det er vi nogen der godt kan li’! Ih, hvor vi dansede :D Danser super godt i mine højhælede, men mine fødder var godt nok ikke meget værd lørdag. Avs avs! Men det var sjovt!
For at komme fra Victoria til Vancouver (hvis ikke man flyver) skal man først til downtown for at fange en bus til færgen en times kørsel nord for byen. Det lykkes bedst, hvis den første bus rent faktisk – vi var nogen, der fik lidt sved på panden, for taxaer er der ikke mange af en lørdag morgen inden kl 8! Vi nåede dog bussen og kom med båden kl 9, og skulle køre endnu en time i bus fra terminalen til Vancouver. Her spadserede vi lidt rundt på må og få (også kaldet afveje....), eftersom ingen om morgenen havde tænkt på at tage et bykort med, og blev heldigvis reddet af nogle af Annes rødder, som var i byen. Vi spiste frokost på en meget fancy sted, på en overdækket terrasse, hvor der var tændt bål midt på marmorbordet. Sejt, og godt for kolde, trætte og gennemblødte turister.
Vi forsøgte os med lidt shopping, men var efterhånden så trætte af regn og trist vejr at vi besluttede os for at begive os mod færgen. Hov. Er der nogen der ved, hvordan vi kommer dertil? Hm. Heldigvis er canadiere jo et hjælpsomt folkefærd, der ikke kan gør hverken for vejret eller de ufatteligt dårligt planlagte busser (eller kan de?), og vi kom med båden kl 9, og var først hjemme efter midnat- træt...
Så nu er jeg her. Efterhånden nået ind over Ontario, men har stadig 2 timer igen i flyet. Imorgen venter den skrækkelige hverdag med opgaver og en frygtelig mængde vasketøj, så det er bare at gå i krig. Det er heldigvis en meget motiverende faktor at der om kun en uge kommer besøg fra den anden side af den store dam ☺
Ingen kommentarer:
Send en kommentar