tirsdag den 6. november 2007

Storm og blæst

Tiden går, klokken slår - eller noget...

De sidste par uger har meget båret præg af opgaveaflevering, prøver og samme tilbage igen - ikke just opmuntrende! Glæder mig helt til at komme tilbage til Københavns Universitet og slippe for al det fordummende udenadslære! Altså, ikke at man bliver dummere af at skulle memorisere, der mangler bare lidt den dimension, der hedder; lær at sætte det ind i en kontekst! Vist ikke noget, de bruger så meget herovre...
Vi har noget online diskussions-forum for nogle af fagene, hvor der kører nogle meget ophedede diskussioner (læs; skænderier) om uklare spørgsmål i prøverne og om hvordan prøverne er blevet bedømt; og ja, jeg kan godt følge nogle af de studerendes argumenter, MEN det virker bare nogle gange så ufatteligt småligt at køre en kæmpe debat op om et spørgsmål, som tæller langt under 1% af ens karakter. Måske det bare betyder noget helt andet at få topkarakter, når mor og far har betalt for ens uddannelse? Håber det er forklaringen - kan i al fald ikke helt forholde mig til det selv...

Så er vinteren/efteråret for alvor kommet og den gode gamle vinterjakke kommet ud af skabet, brr, og vi har skiftet til vintertid og nattefrost. Jeg har tilmeldt mig tur med Outdoor-klubben i den kommende weekend, hvor vi skal ligge i telt og ud og vandre og den slags. Tænker jeg får brug for mit skiundertøj dér! Hvad mon vi gør, hvis der kommer snestorm??

Det har jo været Halloween, og byen har nærmest været pakket ind i spindelvæv, edderkopper og græskar, meget stemningsfyldt. Har da også været udsat for kassedamer med djævlehorn og/eller heksehatte og diverse slags festivitas - det er nu meget spas, når folk gider gøre noget ud af det! Og så er det en glimrende undskyldning for at nappe en øl på en onsdag :P

I fredags var jeg med 3 af de danske piger en tur i Toronto for at besøge det danske konsulat og opfylde vores borgerpligt. Lidt hyggeligt med de skandinaviske våbenskjold og kæmpe faner der midt i Toronto. Hende konsulat-damen havde ikke helt styr på hvordan det skulle foregå, men kuverterne kom afsted, så jeg håber at de kan hitte ud af det hjemme i kommunen.... Da vi alligevel var i byen benyttede vi chancen til lidt shopping (støvler!) og Starbucksing (2 gange!).

Idag har jeg været udsat for endnu en midterm, de holder vist aldrig op. Kan heldigvis se en ende på det, også mht opgaver, for det er jeg godt nok ved at få lange albuer af... Har nu også fået eksamensdatoer for 3 fag, som ligger fredag d. 14 om aftnen, tirsdag aften og onsdag morgen - ikke helt fair! Hvad blev der af fordelingspolitik? Håber at den sidste eksamen ligger noget før, bare så en enkelt af dem kan komme ud af verden, så jeg kan koncentrere mig om de tre sidste....

Nåja, har vist spredt ordet, men I får den lige igen; Kommer hjem før tid! d. 25/12 kl 9.20 for at være præcis (det måtte jo komme, det der med præcisionen), kunne ikke få billet før dét. Skiplanlægningen gik slet ikke som jeg ville ha' det, så jeg besluttede at spare de penge og nå lidt dansk julestemning - og nytår! Mmmm, pebernødder og kransekage :)

Så nu går jeg og lurer på hvad jeg skal foretage mig fra d. 20, som er sidste potentielle eksamensdag, til d. 24, hvor jeg skal flyve. De fleste af de andre rejser hjem eller andre steder hen senest d. 22, hvilket giver mig et par dage til at tage afsked med Toronto -eller skulle man smutte til The Big Apple? Det er jo næsten lige om hjørnet...

Ingen kommentarer: